Open/Close Menu
Thorning Foredragsforening - foredrag om livet.....

 

Aftenens emne var om naturen lige nu, om mårhunde, ulve m.m.

I sin velkomst fortalte Mona Døssing, at Thorning foredragsforening har været velbesøgt til alle arrangementerne, hvoraf dette var det sidste her i foråret, således også denne aften, hvor knap 100 mennesker var mødt op i Thorning forsamlingshus for at høre foredrag med naturvejleder Brian Kjølhede Jensen.

Det blev en rigtig spændende, sjov og oplysende aften om natur, lige fra blomster til forskellige dyr og hvad, der rører sig i naturen lige nu. Der var mødt mange mennesker op, der interesserer sig for naturen, og der var mulighed for at stille spørgsmål, hvilket der var mange, der benyttede sig af. Faktisk kunne vi ikke holde tidsplanen, fordi det var så mange spørgsmål til den meget vidende naturvejleder, som beredvilligt svarede på alt.

Foredragsholderen er kendt fra TV midt vest for sine naturudsendelser.

Brian Kjølhede fortalte om sig selv, at han kom fra Thorsminde. Han ville først være fisker, men han holdt op igen efter ti år, da han syntes, der var for meget bøvl med både kvoter, moms og skat. Dette blev sagt med et glimt i øjet. I stedet startede han i Klosterheden som skovarbejder, hvorefter han tog en uddannelse til naturvejleder på Fyn. Nu er han ansat ved Skov og Naturstyrelsen i Midt/Vest.

Det var med at holde ørerne stive, medens han fortalte, for det gik stærkt, og han fortalte meget vidende og passioneret, og han brænder virkelig for det, han arbejder med. Alt blev dog også fortalt med meget humor, og med en helt nede på jorden facon.

Fra sine TV udsendelser er han kendt som mårhundeekspert.

Mårhunde er kommet til Danmark, formodentlig fra Kina, og er en invasiv art, som man prøver at holde nede, fordi de er utrolig skadelige, fordi de spiser alt, de kommer i nærheden af fra fugle til ådsler. De bor i ræve eller grævlingegrave, og er kun aktive om natten, og er derfor svære at jage. Derfor bliver der opsat fælder. Når de er blevet fanget, bliver nogle af dem påsat gps. halsbånd, derved kan man spore dem til deres mage, og således kan jagten hele tiden intensiveres til en ny mårhund.

Vi fik vist billeder og videoklip, som han har optaget på sin telefon, og sat på sin computer, og vist på en skærm.

Udover sit job som naturvejleder er Brian Kjølhede også frivillig schweisshundefører.
Schweisshundefører eftersøger og afliver anskudt eller på anden måde nødstedt vildt.

Således blev vi aftenen igennem klogere på mange dyr, lige fra hugorme, kongeørn til guldsjakal, der kan være bærer af den farlige engflåt.

Snakken om ulven blev gemt til sidst, da han fornemmede, at der var mange spørgsmål til dette emne, hvilket, der også var. Som embedsmand med direktiver udstukket fra Miljø-& Fødevarestyrelsen udtalte han klart, at ulven er kommet for at blive i den danske natur, og er totalt fredet, og man risikerer fængselsstraf, hvis man skyder den. Man ønsker som i Tyskland en systematisk overvågning og DNA bestemmelse på hver enkelt ulv. Den 1. danske ulv, der døde i Thy var registreret i Tyskland forinden og den har så luntet med 15 km/t op gennem Jylland. Det kan ikke have taget mere end en lille uges nattevandring. Ser vi ulven skal vi skræmme den, så den ikke nærmer sig mennesker. De overfald på får, der har været, er der ingen i hele kongeriget, der synes er i orden og det har været som put & take for ulven, hvor dyrene ingen mulighed har haft for at undslippe. Sikret hegn og fårehunde kan være en løsning. I forhold til naturens dyr, kan ulvene være medvirkende til at bestanden bliver sundere. I det hele taget blev facts lagt frem, som man via samarbejde især med tyskerne er i besiddelse af. Han mente, at medierne er gode til at vise billeder af ulvens hærgen, og slå det stort op, men glemmer at fortælle, når det var et andet dyr, der var årsagen. Også det påtænkte 70 km hegn ved Kruså blev kommenteret og drøftet med salen. I det hele taget var det tydeligt, at aftenens særlige gæst havde meget på hjerte omkring forvaltningen og bevarelse af den danske natur.

Referent: Bente Holst Nielsen

Write a comment:

*

Your email address will not be published.

© 2015 Thorning Foredragsforening ...om livet.
Top