Open/Close Menu
Thorning Foredragsforening - foredrag om livet.....

 

82 mennesker var mødt op i Thorning forsamlingshus den 19. januar 2016 for at høre foredrag med Erik Lindsø, som er højskolemand, kulturjournalist og tidligere redaktør af “ Grænsen”, et magasin for mindretal, sprog og kultur.

Foredragets titel var: “Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder.” Det var et rigtig godt foredrag med bid, viden og humor, ja man følte sig helt opstemt og beriget, da man gik derfra. Latteren rungede gennem salen det meste af aftenen. Erik Lindsø brugte humoren til at underspille sandheder i livet eller få sagt det, der er svært. Det var en fantastisk god aften, hvor man virkelig følte sig underholdt, og fik noget med hjem at tænke over.

Erik Lindsø har været forstander på flere højskoler, bl.a. på Rønshoved højskole, samt Rødding højskole. Han startede foredraget med at sige, at han har arbejdet på 4 højskoler, hvoraf de to er lukket. Så var stemningen lagt.

Han har arbejdet freelance i Danmarks Radio med fortællinger om glædesspredere. Ja, han har ligefrem samlet på historier, som han deler ud af, og han kan ryste dem ud af ærmet som ingenting.

Han har skrevet flere bøger, for eksempel: “ Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder” , samt: “Livet er i det mindste en historie værd.” Lindsø begyndte også at lede efter glædesspredere i kunst, poesi og litteratur. Storm. P. Og Benny Andersen er nogle af de helt store.

Glædesspredernes modsætning er de mennesker, som altid er lidt forbeholdne, og bekymrer sig på forhånd, han omtalte dem som langtidsskuffede og bekymringsparate. Man kender dem godt, de lidt alvorstunge, livstrætte mennesker med ludende holdning. Et fint eksempel herpå var Svante, fra Svantes viser, ja han havde kun en lykkelig dag ! Lindsø fortalte, at i besværlige stunder, er det godt at have højskolesangbogen til at beskrive vores tilstand med ophøjede sætninger. Såkaldte guf-guf sætninger. Medens ham og en kammerat var på efterskole, brugte de nogle af disse guf-guf sætninger i hverdagssproget, og gengivelsen af det blev vanvittig morsomt.

Storm P. fik på et tidspunkt at vide af sin læge, at han ikke havde mange år tilbage. Hver dag gik han en morgentur, og samlede inspiration. En dag mødte han graveren ved kirken, som lige var færdig med at grave en grav. Han sad på gravens kant og tørrede sveden af panden. Da Storm P havde hilst på ham, sagde han: “Nå, man har nok fået lov til at være lidt oppe i dag! Et eksempel fra en aften, der understøtter tesen om, at der er en indbygget sundhed i humor og glæde.

Referent Bente Holst Nielsen

Write a comment:

*

Your email address will not be published.

© 2015 Thorning Foredragsforening ...om livet.
Top